Vedtægter for Havehistorisk Selskab

§1 Selskabets formål er at fremme oplysning om og kendskab til historiske haver og historisk havebrug, herunder at fremme forskning inden for området.
Selskabet kan selv igangsætte eller opfordre andre til at udføre forskning og formidling.
Selskabet samarbejder i størst muligt omfang med beslægtede organisationer.
Forskningsresultater søges offentliggjort ved selskabets egen foranstaltning eller på anden måde.
Der afholdes møder og foredrag samt udflugter til historiske steder.

§2

Som medlemmer optages alle, der er interesseret i selskabets arbejde.

§3

Selskabets hjemsted og adresse er København.

§4

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Den årlige generalforsamling afholdes i marts måned og indvarsles 14 dage forud ved skriftlig meddelelse til medlemmerne, indeholdende dagsordenen. Denne omfatter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger årsberetning
  3. Regnskab og budget
  4. Virksomhedsplan for det kommende år
  5. Valg til bestyrelsen og valg af revisorer
  6. Indkomne forslag
  7. Fastsættelse af kontingent og opkrævningsmåde for det kommende år
  8. Eventuelt

Forslag til behandling på generalforsamlingen indsendes til selskabet inden den 1. marts.

§5

Selskabet ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, valgt af generalforsamlingen. De vælges for 2 år og afgår skiftevis med 3 og 4 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, næstformand og kasserer. Der afholdes møder efter behov, dog mindst to om året.

§6

Regnskabet føres af kassereren. Regnskabsåret er kalenderåret. Generalforsamlingen vælger hvert år 2 revisorer.

§7

Selskabets opløsning kan vedtages på en generalforsamling med 2/3 majoritet. I givet fald overgår selskabets arkivalier til Landbohøjskolens Bibliotek.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling 2. april 1970 og revideret på generalforsamlinger 18. marts 1997 og 20. marts 2012.