Vækst, farver, alt det man ventede på hele vinteren og foråret. Nye glæder, nye bekymringer. bladlusene hærger og kålormene gnaver, for vådt, for tørt, en herlig tid.
Vanding er en helt speciel disciplin, sjatvanding en uskik, overvanding en sikker dræber! Stik fingeren i jorden og mærk efter og læg mærke til bladene, hænger de eller er de saftspændte.
Sommeren er travlhed og nydelse inden høst og efterår lige så stille sniger sig ind på al den voksekraft. Pludselig har man også fået nok af varme og farver og ser frem til at høste frugten og forberede havens hviletid.